Noget af det, man ikke snakker om

Beklager hvis nogen får eftermiddagskaffen galt i halsen nu. Jeg har savnet bloggen, men jeg har på samme tid været helt drænet for overskud de sidste mange uger – det giver rigtig god mening nu.

For selvfølgelig er man ekstra træt, når sammenhængende nattesøvn er en by i Rusland, men altså alle mulige andre nybagte bloggermødre kan godt finde ud af, at holde det kørerne jo! Nå. Men hvad sker der så? Jo, for tre en halv uge siden begyndte jeg at få nogle spændinger i det ene bryst – en hurtigt tur på google fortalte mig, at det nok var brystbetændelse. Pis også. Google havde et væld af gode råd, så jeg gik i gang med at massere, lægge Oskar til med hagen mod betændelsen, varme bade, malke ud, holde det varmt og jeg ved ikke hvad. En snak med lægen bekræftede, at det var det jeg skulle gøre. Fint så. Da det efter tre-fire dage ikke var blevet bedre, snakkede jeg med lægen igen og da jeg ikke havde feber, var beskeden, at jeg bare skulle fortsætte med alt det jeg gjorde. Og sådan gik der to uger med at prøve og prøve, og snakke med lægen, og prøve lidt mere mens Inter hjalp – og jeg havde stadig ikke feber, og så giver man ikke antibiotika eller noget.

Efter to uger, hvor intet hjalp var brystet blevet så spændt (og jeg var blevet så arrig), at jeg insisterede på en akuttid hos lægen. Turns out, man kan måle infektionstal på små fem minutter… Der blev det tydeligt, at der var noget galt og selvom feberen stadig ikke kunne snige sig over 38, fik jeg ordineret antibiotika. Fint fint. Håbet var, at hævelse og rødme skulle lægge sig over de næste par dage. Der skete ikke en skid og det var selvfølgelig en weekend, så fat i vagtlægen og på ny antibiotika.

To dage efter var der stadig ingen bedring, og efter en samtale med lægen røg jeg på begge slags antibiotika. Shit altså. Det var i sidste weekend og i løbet af ugen blev det da også lidt bedre – indtil søndag, that is. Der stak det helt af. Det blev endnu mere rødt, end det havde været tidligere og huden blev helt blank og begyndte at skalle – sådan ligesom når man bliver rigtig solbrændt. Pisse uhandy, at det skulle ske midt i pinsen, for da jeg snakkede med vagtlægen og beskrev mit røde, deforme og skallende bryst og mine smerter, der havde vækket mig i løbet af natten, var beskeden igen, at uden feber skulle jeg bare vente til tirsdag og snakke med min egen læge… Det diskuterede vi lidt frem og tilbage, og jeg skulle aldrig have givet mig, men man stoler jo alligevel på, at læren i den anden ende af røret ved, hvad han snakker om.

Som det første i morges ringede jeg til min egen læge og fik en akuttid. “Det er en byld og den skal tømmes i dag”. Ud over at ‘byld’ er et af de mest nederen ord, jeg kan komme på, så var det virkelig en fed meddelelse! Fornemmelsen af, at der endelig virkelig blev lyttet og at der skete noget. Så jeg skyndte mig videre op på Amtssygehuset, hvor lægerne sagde præcis det samme. Mellem linjerne tolker jeg en “… det skulle have været tømt for længe siden” – måske fordi det har været min fornemmelse i halvanden uge nu, men nu det gik i hvert fald stærkt.

Jeg blev scannet og lægen kunne hurtigt konstatere, at den var noget større end gennemsnittet på 2-3 cm. Faktisk var den i hvert fald 10. Det betød også, at i stedet for at tømme bylden med en kanyle, fik jeg lagt et dræn, der skal blive siddende i hvert fald til på fredag. Pisse uhandy. Og absurd klamt at følge med i. Der blev fjernet jeg ved ikke hvor meget betændelse og jeg er nu blevet sendt hjem igen med en slange ud af brystet og en pose betændelse, der kan hænge og dingle på maven.

Det er SÅ klamt. Og pissefucking træks, at det skulle komme så vidt, før det virkelig blev taget seriøst. Men lige nu sidder jeg mest af alt med følelsen af lettelse over at der nu endelig sker noget.

Og lad os så lige krydse fingre for, at det virker og at det er slut på fredag!

Until then skal jeg lige regne ud, hvordan jeg ammer, sover og sådan helt generelt skal være i mig selv med den der slange og pose…

Det her forløb har været både været latterligt og helt vildt smertefuldt. Hånden på hjertet ville jeg hellere have et nyt kejsersnit inklusive helingsforløbet end det her bøvl. Det er heldigvis sjældent, at det kommer så vidt, men et heads up, hvis nogen engang kommer til at finde sig selv i et lignende forløb: Lyt til din mavefornemmelse og insister på at blive hørt! Det her forløb skulle have været langt lettere end det endte med.