Fire uger postpartum

Maven på terminsdagen – altså en uge før han faktisk kom ud – og maven fire uger efter fødsel. 

Kroppen er for vild! At man sådan kan gro et lille menneske (og endda komme halvvejs i processen, før man opdager det), tage uendeligt mange kilo på undervejs og så svuppe nogenlunde tilbage på så relativt kort tid. Det er helt skørt!

Jeg spurgte ovre på Insta, om der var noget specielt, I var nysgerrige på i forhold til kroppen efter et kejsersnit, og en del af spørgsmålene lå i cirka samme boldgade – jeg har forsøgt at samle det her. Hvis I har flere spørgsmål eller gerne vil have noget uddybet, så spørger I selvfølgelig bare!

Den mentale del af det, er jeg sprunget meget let hen over her, både forde indlægget her er i forvejen ret langt, men også fordi jeg synes, at det fortjener sit eget indlæg. Nå, men let’s get to it!

Hvordan med vægten?
Jeg ejer ikke en vægt, så jeg ved faktisk ikke præcis hvad jeg endte med at veje, men et godt bud er omkring 75kg – altså tyve kilo mere end da jeg startede. En god del af det var fostervand og moderkage og alt det der, og i dag vejer jeg faktisk det samme, som før jeg blev gravid.

Kiloene har så bare fordelt sig noget anderledes – er der ikke noget med, at muskler vejer mere end fedt? Jeg tror det nok. Så teorien lige nu er, at jeg har tabt en masse muskelmasse og taget en del croissant på. Og så hjælper det heller ikke på taljemålet, at mine mavemuskler jo altså ikke rigtig hænger sammen endnu, og derfor ikke kan holde noget som helst på plads.

Nogle strækmærker?
Ja. De kom lige omkring starten af niende måned – to bittesmå af slagsen lige over navlen. Underligt sted, men omvendt også der, hvor min hud klart var mest udfordret på pladsen, så det giver vel mening. Jeg tror faktisk, at det kommer til at se ret fedt ud, når de bliver helt hvide og resten af min mave bliver brun til sommer.

Hvordan er det lige med sådan et kejsersnit? 
Selve arret er cirka 15 cm langt og sidder i bikinilinjen, hvor det er helt skjult, når jeg har bikini på. Rart nok.  Der bliver skåret gennem en hulens masse lag af hud, fedt, muskler og hvad ved jeg, som bliver syet på indersiden og – på Skejby i hvert fald – klipset sammen på ydersiden. Ni klips fik jeg. De sad i fra søndag til torsdag, hvor de endelig kunne komme ud – jeg var så nervøs for, at de skulle hænge fast i mit tøj eller et håndklæde! Det gjorde i øvrigt overhovedet ikke ondt at få dem fjernet, og det havde jeg ellers også været ret nervøs for. Siden da har det været noget plasterlignende, der har holdt sammen på det hele. Jeg tror faktisk, at det har været overflødigt i snart to uger, men det er mit allerførste ar (der ikke er fra myggestik og små sår) så jeg kører en ‘better safe than sorry’.

Umiddelbart synes jeg, at det heler både fint og hurtigt op, men jeg har ikke noget at sammenligne med, så hvad ved jeg.

Gør det ondt at få et kejsersnit?
Selve operationen sker under lokalbedøvelse, så det gør ikke ondt – det er først når bedøvelsen fortager, at man kan mærke det, men så kan det altså også mærkes. De første fire-fem dage efter fødslen var udfordrende. Det gjorde virkelig ondt bare at stå oprejst, og det at gå mere end bare nogle meter virkede helt uoverskueligt. Derudover gjorde det fjollet ondt, hver gang jeg spændte op i maven, så småting som at rejse sig op fra seng/sofa eller at grine(!), var enormt ubehagelige (og man griner meget med sådan en lille størrelse i armene, så det er altså uhandy – jeg tror, at jeg var lige ved at besvime første gang Oskar tissede på Christian). Jeg har heller ikke kunnet ligge på siden før engang i sidste uge, for det føltes simpelthen som om, at alle organer var på vej ud af arret – den samme følelse, som når jeg stod oprejst eller gik i den første uges tid efter operationen.

Det lyder voldsomt, når man ser det sådan her sort på hvidt, men det er altså ikke noget at blive bange for. Den der lillebitte baby, der kigger på dig med sine små øjne og holder om din finger med sine pixihænder gør for det første, at det er det hele værd – og så sker der det helt geniale, at man virkelig sætter sig selv i anden række. Jeg gjorde i hvert fald. Faktisk til en grænse, hvor jeg skulle mindes om, at jeg var patient og havde været igennem en semistor operation. Det føltes bare så ligegyldigt.

Hvad jeg gerne ville have vidst, da jeg på tredjedagen var ved at begynde at græde over hvor absurd kort jeg kunne gå var, at det altså går virkelig hurtigt fremad! Efter en uges tid gik jeg min første rigtige tur ude i verden og efter den er der kun kommet flere kilometer på.

Gør det stadig ondt?
Selve arret er helt følelsesløst, da der jo er blevet skåret en gang nervebaner over, og sådan bliver det nok ved med at være. Til gengæld er huden over arret øm. Ikke sådan at jeg mærker til det hele tiden overhovedet, men lidt på febermåden, hvor det er ret sensitivt overfor berøring – ret spændende at se, hvor lang tid det forsætter…

Det eneste jeg virkelig mærker i hverdagen er faktisk min ryg. Den øverste del, lige mellem skulderbladene og et lille stykke ned føles virkelig svag og det er så træls! Det er der jeg bliver øm, hvis jeg går for langt og det er der, det gør ondt, hvis jeg bærer på Oskar i for lang tid. Vores vikle afhjælper det meget fint, men jeg kan stadig ikke gå rigtige, lange ture med ham i viklen – i hvert fald ikke uden seriøse hvilepauser. Det kommer helt sikkert, når jeg kan begynde at træne ordentligt igen, men ååårh, jeg er utålmodig!

Tips til mild genoptræning
Puh, her risikerer jeg virkelig at sige noget helt forkert – meldingerne fra Skejby og sundhedsplejersken har allerede været lidt i to retninger, så det jeg har taget med mig er, at man må følge sin mavefornemmelse. Alligevel vil jeg gerne dele de tre ting, som jeg gør for at aktivere kroppen lige nu.

• Det allervigtigste (og noget som alle dem jeg har snakket med, har været enige om), er knibeøvelser. Så mange som muligt og gerne den udvidede model I måske kender fra yogaens rodlås – I ved, der hvor man virkelig får fat i den dybe coremuskulatur også.
• Barnevognsturene er også virkelig handy! Efter den første halvanden uges tid, har jeg ikke været under 5-6 km om dagen – og rigtig mange dage runder jeg de 10. Så en god podcast i ørene og ud i verden!
• Bittesmå mavebøjninger. Det var sundhedsplejersken, der sagde god for dem i starten af uge tre, mener jeg. Det er ikke meget mere end at løfte det øverste af ryggen fra gulvet, men det er da en start.

For alting gælder det, at hvis det gør ondt, så stopper jeg – det må godt kunne mærkes, men det skal ikke gøre decideret ondt. Ligesom under graviditeten, er det noget med virkelig at mærke kroppen og dens grænser.

Så det er det, jeg gør lige nu. Om tre uger skal jeg til mit 8 ugers tjek ved lægen, og så må vi se, hvad hun siger til ar, heling og træning der, men indtil da har jeg ro på.