Gravid i uge 39

Ok, jeg er klar til at føde nu. Eller – jeg er klar til at have født i hvert fald. Turns out, Christian og jeg har produceret babyzilla – den har kræftedeme rundet de 4 kilo nu, og jeg har altså først termin på søndag, så jeg tør slet ikke tænke på hvor meget den når at tage på indtil da. Shit mand.

Så hvordan med alle de der tal? Jeg nævnte det kort her, men altså vi startede dagen i dag ud med en vægtscanning på Skejby for at lægerne kunne blive sikre på, hvor stor mennesket i maven rent faktisk er. Og den er stor. Scanneren estimerer den til cirka 4500 gram og en overlæge mente, at det var mindre end det, men helt sikkert over fire. Så den bliver sikkert en fest at føde…

Og ingen problemer eller hvad? At den har taget så meget på, på så kort tid kombineret med mængden af fostervand in there (det er åbenbart en del), har fået en lille alarm til at blinke. Det er heldigvis ikke noget farligt, men jeg skal tjekkes for graviditetssukkersyge på torsdag just in case – primært med henblik på kommende graviditeter (altså af hensyn til mig og ikke barnet), så vidt jeg har forstået. Det var ret meget info på ret kort tid i dag, så jeg er muligvis lidt forvirret over nogle af detaljerne… Mit primære spørgsmål derude var, om jeg skulle bekymre mig om noget, og det var et klart nej – bebsen har det fint. (Så skal jeg bare tænke på, at den skal ud af mig, men den tid den… glæde…).

Med den størrelse + fostervandet tror det da pokker, at jeg sover lidt underligt nogle nætter. I nat vågnede jeg fx af en led krampe i det ene ben lige pludselig, og så er det flere uger siden, at jeg har sovet en hel nat igennem uden at skulle tisse mindst én gang (så der går nok et års tid, før det kommer til at ske igen, juhuuu).

Derudover føler jeg mig også noget tung i det – eller skildpaddet, om man vil. Hvis jeg ligger på ryggen, skal jeg ligesom rulle over på siden, for at jeg kan komme op. Og jeg lyder gerne som en firsårig, når det er.

Og garderoben? Sweatpants = life. Det her stadie havde været federe i 15-20 grader mere end vi har, så man bare kunne køre skjortekjole, bare ben og Birkenstocks. Strømper er et helvede at få på, og jeg er flyttet permanent over i bløde sneakers, der kan komme af og på uden at jeg skal bukke mig ned. Det er ret tricky at balancere med basal forfængelighed, og jeg tør slet ikke tænke på, hvis Mia ikke havde lånt mig sin fine uldfrakke (der kan lukkes og stadig være helt klædelig, når man har samme form som en sæl).

Er der andet? To ting:
First: Jeg tror, at det er første gang, at ‘problem’-punktet er så stort, men forstå mig ret – jeg nyder faktisk stadig at være gravid. Jeg er klar til, at den kommer ud, til at jeg får mine lunger igen og til at jeg kan ligge på maven og sådan noget, men jeg synes stadig, at den altoverskyggende følelse af at være gravid, er en gennemgribende lykkefølelse. Jeg er glad helt ind i knoglerne, ud i fingrene og ind i hjertet. Jeg kan stadig gå fine ture de fleste dage – i fredags blev det til en gåtur ud til mine forældre i Risskov plus det løse, og jeg endte på næsten ni kilometer uden at det gjorde ondt nogle steder. Det går langsomt, men det går godt.

Second: I dag lærte vi, at vi faktisk er klar til bebsen nu. Vi blev scannet, der blev målt og regnet, og da vi blev sendt videre til en overlæge på klinik for gravide nåede vi begge at tænke, at vi måske blev sat i gang sådan nu – det gjorde vi så ikke. Mentalt er jeg så klar, som man kan blive og babyen er uden tvivl klar, men min krop er ikke modnet, som man siger. Så babyzilla hygger videre på indersiden lidt endnu (og holder forhåbentlig vægten liiidt i ro nu, ahem), mens vi prøver at væbne os med tålmodighed.

Min lillesøster sagde det bedst: De råbte ‘BØH’ og I blev ikke bange.

Kom nu ud.