To små streger på et stykke pap

Den 23. oktober. Dagen, hvor jeg for et år siden tissede på en pind og fik to tydelige streger frem. Eller. Tissede på to pinde faktisk, for jeg turde ikke tro på, at den ene faktisk havde ret, og at den oppustethed, jeg havde følt i en måneds tid, ikke var luft, men var et lille bitte menneske.

Men det var det – et lille bitte menneske, altså – og han bliver syv måneder på torsdag.

Det er den mest surrealistiske tanke, at jeg for et år siden først lige havde fundet ud af det, når jeg i skrivende stund har verdens sødeste lille dreng, der ligger og ormer rundt nede på gulvet. Både fordi matematikken i det hele er lidt off (fordi life), men også fordi det føles som om, at han altid har været her. Og det føles også som om, at det er markant mere end syv måneder siden, at jeg kunne sove en hel nat uden at blive sparket i ryggen, trukket i håret eller pillet i næsen…

Indenfor det sidste år har jeg set min mave vokse helt ustyrligt, har mærket et lille spirende liv indeni – både de første små puf og nogle seriøse cirkelspark. Jeg har haft min sidste sammenhængende nattesøvn i hundrede år. Jeg har taget omkring tyve kilo på og ammet dem væk igen. Jeg har groet et menneske og været igennem det meste af en fødsel plus et semi-akut kejsersnit. Jeg har lært at lytte til min krop – både når det er alvorligt og lægerne ikke lytter men også i forhold til styrker, svagheder og grænser. Jeg har skiftet min første ble – og mine næste… 1000? Jeg er blevet overrasket over, hvor naturligt jeg befinder mig i rollen som mor. Jeg har lært, at jeg mentalt er enormt meget stærkere end jeg troede. Og så har jeg oplevet den der helt ubetingede kærlighed, som alle (småirriterende) mor-typer snakker om. For lige at nævne et par af højdepunkterne.

På lørdag holder vi navngivningsfest – better late than never, ikke? – og jeg glæder mig til at fejre Oskar med familie og venner! For et år siden fejrede vi to streger på et stykke pap. Nu fejrer vi en ægte lille dreng.