I et sort, sort sommeroutfit

USA guide // Horseshoe Bend

Horseshoe bend

Læs også: Sequoia National Park | Death Valley | Grand Canyon & Route 66 | Antelope Canyon

10-15 minutter fra Antelope Canyon ligger Horseshoe Bend – måske et af de smukkeste stykker af Colorado River. Vi fandt faktisk først ud af det, mens vi gik rundt i Antelope Canyon, og nogle af dem vi gik sammen med nævnte, at de skulle se Horseshoe bagefter, og at det burde vi også. Det lå egentlig i den modsatte retning af hvor vi skulle hen, men med så kort en afstand var vi altså nødt til lige at stikke snuderne forbi. Derfor denne Horseshoe Bend guide:

Horseshoe bend

Når man kører ad Route 89 fra Page (og Antelope) kommer der en parkeringsplads på højre hånd, hvor man kan smide bilen. Derfra er der en lille tur på 800 meter hen til udkigsstedet – ikke specielt langt, men lidt bakket og temmelig varmt. Kimonoen på billederne var virkelig ikke for at holde varmen, men for at skærme mine skuldre lidt fra solen, for den var altså hidsig på det tidspunkt.

Horseshoe bend

Når man når frem til udkigspunktet er det endnu et af de kig, der bare tager pusten fra en. Et fald på over 300 meter og en udsigt over de røde klipper så langt øjet rækker – eller indtil varmedisen slører horisonten til. Ligesom ved Grand Canyon, er der ikke noget hegn, så hold lige et par skridts afstand til kanten, ikke? Hvis ikke for din egen skyld, så for at skåne dem af os, der får det fysisk dårligt over nogle af de selfieforsøg, der seriøst står på kanten (i alle ordets betydninger).

Udsigten er stadig fantastisk et par meter fra kanten, og sidder man lidt og venter, får man helt sikkert øje på de enorme kondorer, der svæver rundt både over og under en – med et vingefang på op til tre meter er det Nordamerikas største fugl, og det kan man altså godt fornemme, når de kommer så tæt på, som de gør.

Horseshoe bend

Der er ikke så meget mere at sige, faktisk. Tag til Horseshoe Bend, hvis du er i området (og det er du, for du har nemlig planlagt at besøge Antelope Canyon) – det er virkelig smukt, men så lang tid bruger man heller ikke derude ;).

Horseshoe bend


Praktisk:

  • Der er slanger og ederkopper i området, og stien ud til udkigspunktet er sandet og fyldt med sten, så lukkede sko er en god idé.
  • Det er gratis at besøge Horseshoe Bend, og der skal ikke reserveres tid eller noget.
  • Hvis du har en vidvinkellinse, så er det her det perfekte sted at hive den frem.
  • Læs evt. mere om Horseshoe Bend her.

Læs også: Sequoia National Park | Death Valley | Grand Canyon & Route 66 | Antelope Canyon

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I et sort, sort sommeroutfit