Paris #2

Der er noget lidt magisk ved Paris, synes jeg. Måske er det fordi jeg har været der siden jeg var helt lille – vi snakker under et år – og så latterligt mange gange siden, fordi min mor har det Paris som jeg har det med Barcelona. Det er ‘hendes’ by, så vi bliver ved med at vende tilbage og jeg brokker mig bestemt ikke. Der er så smukt.

Paris er nok den smukkeste storby jeg kender. Ikke bare husene, der er som taget ud af Aristocats, men hele stemningen, der er storby-agtig og travl, men uden nogensinde at blive stresset. Som om byen hviler i sig selv. Som om den godt selv ved, at den er noget helt specielt og at den følelse smitter af på dem, der går på gaderne og sidder på caféerne? Den samme følelse, der fik mig til at hoppe i hvide blonder bare fordi byen gav mig lyst. Den følelse, man får, når man om aftenen sidder og kigger på Eiffeltårnet, der blinker og glitrer en gang i timen..

Jeg er i øvrigt helt barnligt glad for Eiffeltårnet.. Det minder mig om familieferierne, da min søster, min bror og jeg selv løb rundt og legede ved Trocadéro og dyppede tæerne i springvandet. Og det minder mig om min interrail, hvor min kæreste og jeg sad hele aftenen og et godt stykke af natten og så på ild-gøglere med Eiffeltårnet i baggrunden, mens vi holdt hinanden i hånden og var i vores egen lille boble midt i mylderet..