Vuggestuestart og en indre konflikt

I mandags havde Oskar første dag i Vuggestuen. En dag jeg har haft ondt i maven over siden engang i efteråret, da det gik op for mig, at Oskar faktisk skulle i vuggestue på et tidspunkt. Først var det nemt at skubbe tanken til side – jeg var på barsel og der var vildt lang tid til. Og det er jo bare sådan det er.

Tiden gik og det kom tættere og tættere på. I december blev det meget virkeligt, da vi blev tilbudt en plads, som vi endte med at takke nej til og så skubbede jeg tanken væk igen – altså indtil det blev januar, der var nogle uger tilbage af barslen og vi fik endnu et tilbud. Mit hjerte gik i tusinde små stykker og vi lavede regneark på regneark med alle mulige forskellige scenarier, blot for at konstatere, at så længe vi bor, hvor vi gør, er der ingen vej udenom. Jeg kan ikke få dagpenge, med mindre vi har et pasningstilbud, og de dagpenge skal vi bruge, som det ser ud lige nu.

Så hvordan er den første uge gået, nu hvor virkeligheden ramte?

Vi har heldigvis tid til en rimelig lang indkøring og pædagogerne er skide søde og helt med på, at det ikke kun er Oskar, men også mig, der skal vende sig til det hele, så vi har aftalt at tage det hele dag til dag, så Oskar (og jeg) kan følge med.

Hele sidste uge var vi der hver dag i først 1, senere 2,5 timer. Jeg har været med hver dag og er endnu ikke gået fra institutionen uden Oskar. Det har primært handlet om, at han skal lære stedet og menneskerne at kende, så vi har leget inde på Oskars stue, og når han har villet rundt og kigge på de andre stuer – det er en meget åben institution – så er jeg gået med rundt. Og så har jeg siddet lidt på stuen, mens pædagogerne har været rundt og kigge med Oskar et par gange. Helt stille og roligt.

Desværre er der kommet et CV-kursus (af de der super spændende jobcenter-nogen) ind fra højre, så allerede på mandag, kommer Oskar til at have sin første lange dag (mens jeg kommer til at sidde og tude ned i computeren på et eller andet skodkursus i Åbyhøj. Hallelujah…). Det betyder, at vi har skruet lidt op for tempoet i den her uge, så i dag og onsdag prøver jeg at gå en lille tur og torsdag prøver vi at lade ham tage en lur deroppe. For en lillebitte fyr, der stadig bliver ammet i søvn til langt de fleste lure, er det voldsomt, synes jeg, men jeg ved ikke, hvad vi ellers skal gøre. Så nu prøver vi. Worst case må jeg jo hente ham igen.

Men hvordan har han – og jeg – taget det?

So far har Oskar taget det hele nogenlunde som jeg havde forventet – han tager sig god tid til at tage rummet, tingene og menneskerne ind. Vil helst ikke for langt væk fra mig og har set helt forkert ud i ansigtet og er brudt sammen, hvis jeg har været for langt væk på et forkert tidspunkt. Omvendt kan han også godt distraheres i noget tid og har taget det pænt de sidste par gange pædagogerne er gået på opdagelse i huset med ham. Så det går vel så fint, som det kan gå. Jeg har hele tiden vidst, at han ikke ville være et af de børn, man bare kan plante i en bunke legetøj og så gå ud fra, at han er glad – han er super tryghedssøgende og har det generelt bedst hvis jeg er indenfor en radius af et par meter. Og det er netop det, der gør det her så svært for mig.

Jeg har no shit grædt hver dag siden han startede. Ikke sådan hulke-agitg-bryden-sammen, men tårer, der bare løber, når jeg kommer til at tænke for meget over, hvad vi har gang i, fordi det føles så forkert at aflevere det her lille menneske til nogen, der ikke er hans familie. Og det har intet med hverken vuggestuen eller pædagogerne at gøre – de er simpelthen så søde og gør virkelig alt for at se Oskar og tage det hans tempo. Jeg har ikke en finger at sætte på dem! Det er langt mere overordnet, at vuggestue som koncept føles grundlæggende forkert, synes jeg.

Et lille rant om adskillelseskultur og ondt i hjertet, til dem, der gider den slags:

Jeg ved godt, at nogle af jer står af allerede når jeg nævner begrebet “adskillelseskultur” – at det er et begreb, der kun bruges til at shame forældre, der ikke hjemmepasser. For mig at se er det et forsøg på at beskrive en oplevelse af, at vi har gjort institutionaliseringen af helt små børn til normalen i en sådan grad, at det ses som lidt sært at passe sit eget barn. Det er sgu da vildt!

Vi står med en kultur, hvor forældre tvivler på, at de selv er nok for barnet. En kultur, hvor der fra statslig eller i hvert fald kommunal side lægges op til, at institutionalisering af helt små børn er at foretrække over pasning af egne børn. Hvor man knapt nok når at gå på barsel, før man mødes med “glæder du dig ikke til at komme tilbage til det virkelige liv?” – jamen hvad er mere virkeligt, end det lille bitte menneske, som jeg har ansvaret for nu?

Jeg er ved at køre Oskar ind i vuggestue nu, og fra alle sider ses det som fuldstændig normalt, at han begynder at græde, når jeg går. Jamen hvorfor skal jeg så gå? Hvad er det, jeg skal have så travlt med? Hvorfor skal et barn, der ikke engang har lært at gå, vende sig til, at hans primære omsorgspersoner forlader ham i flere timer ad gangen? Jeg kan ikke spørge ham, hvordan hans dag har været og han kan ikke sige det, hvis der er noget galt.

Når børnepsykologer og forskere over en bred kam er enige om, at barnet bør være med sine primære omsorgspersoner de første 2-3 år – eller som minimum indtil de er 1,5 år – hvordan kan vi så som samfund være blevet enige om, at det er helt normalt at starte op ved 10 måneder? Og så oven i hatten gøre det så svært for forældre, der rent faktisk gerne vil passe sine egne børn i den første tid?

Og så skal jeg slet ikke gå ind i snakken om normeringer i institutioner, men av mit hjerte, den dokumentar DR2 lige har sendt var ikke rar at se.