Tankemylder om institutioner og adskillelseskultur

Selvfølgelig sker der noget med én, når man bliver mor. Prioriterer forandres og forskubbes, for der er pludselig noget, der er langt vigtigere end en selv. Det er en kæmpe kliché, så det er ikke fordi, jeg ikke havde hørt om det, men jeg var alligevel ikke forberedt på, hvordan det føles, når ens (indre såvel som ydre) verden i den grad forandrer sig.

Jeg har snakket lidt om det herinde, men det er intet i forhold til hvor meget det fylder for mig, det her med om Oskar skal i vuggestue. Vi blev tilbudt en plads tilbage i december, som vi endte med at takke ‘nej’ til med den største ro i maven (det skrev jeg om her). Havde vi sagt ja, skulle Oskar starte nu her den første. Som i om en uge!

Min fornemmelse dengang var, at februar var alt alt for tidligt, og jeg fik så mange “jaja, men meget kan jo ændre sig inden februar” – og det er i og for sig heller ikke forkert. Meget har ændret sig. Oskar har taget et kæmpe motorisk hop og også på det mentale kan man mærke en kæmpe udvikling og en udvidet bevidsthed. Men hvad der ikke har ændret sig en tomme, er min mavefornemmelse – jeg er så glad for, at han ikke skal starte allerede nu.

Lidt naivt troede jeg, at der ville gå et godt stykke tid, før vi fik tilbudt en ny plads, men de er altså effektive ved pladsanvisningen og allerede i starten af januar fik vi et nyt tilbud med start pr. 1/3. Denne gang i den vuggestue jeg havde søgt som 1. prioritet back then. Det er en af dem med tæskelang venteliste, for den er vist ret populær, og helt ærligt, det gjorde det sværere at sige nej. For hvad nu hvis vi skal bruge en plads til marts og vi så har sagt nej til en god en? Så vi har accepteret pladsen, og jeg var nødt til at få Christian til at gøre det, fordi alt i mig skriger. Jeg kunne simpelthen ikke trykke “accepter”.

Så ja. Oskar har en vuggestueplads og skal starte på grøn stue til marts. Og jeg hader det. Jeg ville allerhelst holde ham hjemme indtil børnehaven. Alternativt bare de første to år, og hvis vi strammer skruen, så sgu da i hvert fald til han er et år. Han er 11 måneder, når han skal starte. Vores økonomi, som den ser ud lige nu, er ikke til, at jeg kan hjemmepasse. Vi bor for dyrt og vil rigtig gerne flytte asap (det glæder jeg mig i øvrigt helt vildt til at fortælle om, men der er lige nogle praktiske ting, der skal falde på plads).

Det er ikke engang specielt mange penge, der vælter læsset i forhold til hjemmepas, så hvis Århus kommune bare gav lidt tilskud til hjemmepasning – som i nogle-og-30 af landets kommuner gør – så kunne det være et valg baseret på følelser og ikke økonomi. Alternativt skal jeg tjene mere på bloggen eller finde et super fleksibelt deltidsjob (så hvis I har sådan et i baglommen, så råb lige højt!).

Min barsel slutter i dag og jeg har været ved at trykke “forlæng barsel” mindst ti gange siden i morges. Jeg kan nemlig godt forlænge den med 8 uger, men det bliver uden penge, fordi vi er nogle klaphatte, der ikke har sparet op. Altså, de otte uger kan vi godt komme igennem, men så står vi jo bare med samme problem bagefter – det føles så grundlæggende forkert at skulle aflevere ham i en institution (eller dagpleje for den sags skyld), at jeg får en knude i maven bare ved tanken. Det fylder alt inden i mig. Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på det, og det er enormt svært at forklare, hvorfor det går mig så meget på – det er mavefornemmelse. Det gør ondt i hjertet. Og hvad fanden gør man så?

Siden jeg blev gravid har alle offentlige instanser fortalt mig, at jeg skulle stole på min mavefornemmelse – men nu er den ubelejlig i forhold til arbejdsmarkedet, og så skal man tysse på stemmen indeni. Min fornemmelse er, at vuggestuen grundlæggende er til for forældrenes skyld og ikke barnets – men når behovet hverken er mit eller Oskars, så virker det altså dumt.

Jeg afslutter mit indlæg her – det er allerede både for langt, for rodet og en tand til den whiny side. Men det skulle ud. For nu har Oskar fået plads i en institution. Mit hjerte gør ondt. Og så må jeg jo “lige se det an”. Mest fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.