Skal Oskar i vuggestue?

Det var hands down det emne, jeg fik allerflest spørgsmål om, da jeg kørte en lille spørgerunde på Instagram mellem jul og nytår: Skal Oskar i vuggestue?

Min barsel slutter om nogle uger og midt i december fik vi tilbudt en vuggestueplads til ham. Når man får tilbudt sådan en plads, har man en uge til at gå ind og takke ja eller nej tak, og jeg havde simpelthen den største knude i maven over at skulle sige ja – det føltes bare forkert.

Så længe jeg kan huske, har jeg undret mig over, at man i vores samfund, får så lidt tid sammen med sine børn, mens de er helt små – at normalen er, at man afleverer børnene i institution inden de overhovedet er et år. I vinterhalvåret ser man kun sine børn i dagslys i weekenden, hvis det er en fuldtidsplads – det er da lidt vildt? Det her er samtaler, jeg har haft med min mor, siden engang i folkeskolen, så det lå måske nok lidt i kortene, at jeg ville stejle over at sende Oskar afsted allerede nu.

Så det kommer nok ikke bag på nogen, at vi takkede nej til pladsen til Oskar. Vi står stadig på venteliste en 5-6 forskellige steder og det er ikke fordi vi er helt afvisende i forhold til at starte Oskar op i en vuggestue. Det skal bare ikke være lige nu. Dagpleje og private pasningsordninger kunne også godt være en mulighed, men det handler primært om, at jeg gerne selv vil være der – at det er mig, der får lov til at opleve al hans udvikling, hans forundring over verden, hans første skridt og hans første ord. Alt det vigtige. Jeg vil så gerne have lov til at være der og få det hele med. Så i første omgang giver vi det nogle måneder med hjemmepasning. Jeg skal nok have et deltidsjob, så vi kan få lidt luft i økonomien og så må vi se hvordan det går.

Helt optimalt ville jeg gerne hjemmepasse indtil han er i hvert fald 1,5-2 år, men jeg er simpelthen ikke sikker på, om vores økonomi kan bære det i længden og Århus er desværre ikke en af de kommuner, der giver tilskud til hjemmepasning, så det bliver noget vi kommer til at tage lidt hen ad vejen.

Og så lige en lille disclaimer – for jeg ved godt, at jeg bevæger mig ind i et potentielt minefelt med det her indlæg. Så lad mig lige understrege: Jeg er ikke imod, at man sender sine børn i vuggestue. Jeg tror ikke, at det partout er dårligt for børnene og jeg synes ikke, at man er en dårlig forælder, hvis man har det fuldstændig modsat mig og glæder sig til at aflevere i vuggestue. Børn er forskellige. Mennesker er forskellige. Hvad der giver mening og føles rigtig for mig, er ikke nødvendigvis det rigtige for alle andre – tværtimod. Det vigtige er, at man mærker efter og tør stå ved sin mavefornemmelse.