Dreng eller pige?

I har godt nok været nysgerrige omkring kønnet på det lillebitte menneske, der omrokerer mine organer i øjeblikket, og det er simpelthen så hyggeligt med interessen! Derfor er det næsten også helt uretfærdigt, at jeg har været så længe om at få indlægget her ud – og endnu mere uretfærdigt, at jeg ikke kan forløse nysgerrigheden – for vi kender ikke kønnet.

Jeg har altid vidst, at jeg ikke ville kende kønnet før fødslen – mine forældre vidste ikke, hvad jeg var (faktisk troede de, at jeg var en dreng), og det har altid virket enormt rigtig for mig, at det er en del af oplevelsen ved en fødsel.

Men hvad med min kæreste? Vi er jo to om projektet her! Og er han ikke nysgerrig?

Jo (og det er jeg da også). Hans første indskydelse, da resultatet af den positive graviditetstest var sunket ind, var da også, at det skulle vi vide – sådan som en del af forberedelsen – så vi havde en snak om hvilken forskel det egentlig ville gøre. Ingen, nåede vi frem til. I hvert fald ikke for os.

Reaktionerne fra folk omkring os har til gengæld været enormt splittede – enten er folk helt med på tankegangen og synes, at det er det fedeste og mest naturlige i hele verden eller også kigger de på én, som om man er helt væk. Sådan: “Hvad laver I? Der er informationer om barnet, som I har valgt fra!”… Mit indtryk er, at rigtig mange føler, at de har lettere ved at knytte sig til babyen, når det er en ‘han’ eller en ‘hun’ og det er jo også helt reelt, hvis det er sådan, man har det. Det er bare hverken mig eller Christian. Vores lillebitte fælles menneske blopper rundt inde i min mave, og det er faktisk nok.

Vi er også begge to ligeglade med hvilket køn, der kommer ud – så længe den har det godt og er sund og rask.  Nåja, og så slipper vi helt udenom det meget kønnede babygear, der enten er lyserødt med prinsesser eller lyseblåt med, hvad, riddere? Ingen af os kan helt være i den slags, og som I måske lidt kan fornemme, kører vi naturfarver (og næsten-svenske tilstande, haha). Husk nu, det er virkelig ikke for at nedgøre dem, der har det anderledes – alle skal finde ud af, hvordan de bedst er forældre og det er bare enormt individuelt.

Som en lille bonus tænker jeg, at det måske kan virke ekstra motiverende under fødslen? At man er så tæt på at finde ud af, hvad det er for en lille en, der er på vej ud i verden?

Og og og – nu er jeg jo nysgerrig! Hvordan har (eller havde) I det med at kende eller ikke kende kønnet? Hvorfor vælge det ene over det andet? Er vi helt vanvittige for at vælge information fra eller er det det mest naturlige i verden?