Det selvtilfredse ansigt på én, der har taget en stor beslutning

I fredags tog jeg et seriøst hovedspring – jeg har sagt op på mit arbejde. Et eller rigtig fint job som Marketing Coordinator i en virksomhed, der ejer fire rejsebureauer og flere underbrands. Jeg har været der i snart to år som først praktikant, senere studiehjælp og siden september har det været på fuldtid. Skide søde kollegaer, en hulens masse forskellige opgaver, fleksible timer – og så ligger kontoret i den hyggeligste baggård i Mejlgade.

På papiret ret perfekt, men jeg har simpelthen bare kunnet mærke, at jeg skulle noget andet. For en måneds tid siden startede jeg som noget Social Media Manager-agtigt hos Shoe the Bear, hvor jeg har haft tre faste timer om ugen, og det har helt klart været medvirkende til min beslutning: Når jeg arbejder med det, jeg synes er sådan rigtig sjovt, blivet jeg ladet op – jeg bliver glad og får energi af at arbejde! Det er jo sådan, det skal være. Så i fredags tog jeg springet og havde en rigtig god samtale med min nærmeste chef – derefter tog jeg i sommerhus med min mor, og brugte weekenden på at stirre på havet og træerne, læse, tale og dyrke yoga på terrassen – og i dag sendte jeg min opsigelse afsted. Sådan helt officielt.

Jeg har valgt at tage en måned ekstra, så jeg kan få afsluttet nogle opgaver ordentligt, og lave en fin overlevering til den, der skal overtage mit job – jeg er på ferie det meste af april, så derfor har jeg taget maj med på kontoret. Men fra den 1. juni er jeg Nana alene i voksenverdenen.

Planen er at kunne leve af freelance- og konsulentopgaver – at kunne styre min egen tid på en helt anden måde, og arbejde med det, jeg synes er allersjovest! At have mere tid til bloggen, og mere overskud til at blive inspireret. Jeg glæder mig helt vildt! Og så er jeg nervøs – for det ér altså en lidt vild beslutning. Jeg var en af de heldige, der havde jobbet på plads længe før specialet var afleveret, og så siger jeg det op?! Det føles virkelig vildt – både på godt og ondt. Mest af alt er jeg lettet, heldigvis, så helt dumt er det altså ikke.

Derfor dagens mest selvtilfredse ansigt. Verden ligger åben, og om to uger stikker jeg til USA. Og mon ikke det nok skal gå?