Cand.mag. … Sgu.

Holy. fucking. smokes. Der har været stille herinde i løbet af ugen. Ikke fordi jeg egentlig har haft så travlt – for hvor jeg burde have brugt tiden på at forberede mit specialeforsvar, har jeg i stedet for bare panikket på den der helt paralyserende måde, hvor man enten sidder og kigger ind i skærmen i en time, mens intet sker, eller man bare giver op på forhånd og klikker rundt på youtube i stedet (alle ved jo, at man ikke kan gå i gang med en serie på netflix – det ville jo virkelig være at give op på produktiviteten.. Ahem).

Cirka det scenarie har jeg fundet mig selv i uendeligt mange gange siden februar. Mest det, hvor man bare stirrer ind i skærmen, mens man prøver at forstå, hvorfor man ikke bare kan gå i gang. Edermanme en sær følelse. Men torsdag lige omkring klokken fire, fik jeg alligevel nok stress på, til at komme ordentligt i gang, og så faldt det hele heldigvis på plads. Jeg var nervøs inden forsvaret – det er jeg altid inden en eksamen – men den seriøse flugt-trang, som jeg normalt har, var faktisk væk. Jeg var nervøs, men ville virkelig bare gerne ind og have det overstået. Mentalt har jeg været lidt ovre specialet siden juli, hvor jeg først ville have afleveret, men den dårlige samvittighed har alligevel fyldt enormt meget. Så at få det overstået – endda med et bedre resultat end jeg havde forventet – det var så forløsende!

Så dagen i går blev brugt med mine allernærmeste – der blev grint, jublet og grædt (glædestårer i ved – kæft, dem var der mange af) og så har jeg bare været glad helt ned i maven over al den plads i baghovedet, der nu kan bruges på andet end specialetanker. Jeg tror ikke, at det helt er gået op for mig, at 19(!) års skolegang definitivt er slut – men følelsen som jeg vågnede med i morges har hængt ved hele dagen. Følelsen af, at min fritid er min egen igen.